Aug2021

NYHEDSBREV
August 2021



Så er vi klar til endnu en sæson


Lederne vil gerne sige tak for en fantastisk sommerlejr på Bornholm. Som bød på store oplevelser, smuk natur og masser af sjov og nye venskaber. I kan se en masse billeder i Facebook gruppen, og vi arbejder også på, at få lavet en film fra lejren med endnu flere billeder og videoer fra vores uge på solskinsøen. 


Nu glæder vi os til at komme i gang med en ny sæson. ALLE HOLD STARTER I UGE 33!


Oprykning og Arbejdslørdag


I år har vi igen mulighed for at afholde vores faste arbejdslørdag og oprykning. Vi håber at se jer alle (også nye spejdere og deres familier) lørdag den 14. august.


Arbejdslørdagen er vigtig for gruppen, da det er her hytten klargøres til en lang sæson, og den dag vi får lavet de små forbedringer og reparationer, der er brug for.


Dagens program er følgende:
09.30: Start (kaffe) og fordeling af opgaver
12.30: Frokost - OBS ikke fælles mad i år
13.15: Spejdere og ledere samles og går i skoven til oprykning
14.15: Spejderne er retur og der er tid til at snakke med de nye ledere og få et stykke kage
14.30: Slut


Der er masser af både store og små arbejdsopgaver, så både forældre og spejdere kan være med.


Normalvis laver vi fælles frokost til alle. Grundet Covid situationen har vi dog fravalgt dette i år, og I bedes derfor selv medbringe mad.


 

Stadig få ledige pladser til FDF og Spejderne i Tivoli


Der er stadig mulighed for en sjov og anderledes spejderoplevelse, når FDFere og spejdere fra hele landet indtager Friheden i weekenden den 25.-26. september. Turen er for spejdere i skolealderen.    


Find invitationen og tilmeld dig på marselisspejderne.dk 


 

Infomøde om det at deltage i en verdensjamboree


I august 2023 afholdes der Verdensjamboree i Sydkorea, og det er virkelig en oplevelse for livet. 


Lejren er for spejdere mellem 14 og 18 år, og Aros Division inviterer derfor spejdere født mellem 22. juli 2005 og 31. juli 2009, deres forældre og interesserede ledere til et informationsmøde torsdag den 19. august 2021 kl. 19.00 i  vores spejderhytte. 


Tidligere deltagere vil fortælle om, hvad det vil sige at deltage, hvad forventes der af deltagerne, og hvad kan man regne med at få med hjem. Sidste verdensjamboree blev afholdt i USA i 2019. Her havde Marselis 5 deltagere, og vi håber på ligeså mange i år. 


Læs meget mere om lejren på wsjdk.dk 

 

Aktuelle lejre og arrangementer


Lederne er i gang med at ligge sidste hånd på efterårets program for de enkelte hold/grene. Når de sidste detaljer er på plads, vil de kunne findes på de enkelte grenes side, hvor der også er kontaktoplysninger på lederne. 


  • Arbejdslørdag: 14. august
  • Opstart efter ferien: uge 33
  • Infomøde om deltagelse i verdensjamboree: 19. august
  • FDF og spejderne i Friheden: 26.-27. september
  • Vintertur: 5.-7. november
  • Julemarked og Julemærkemarch: 5. december


Husk at invitationerne findes på vores hjemmeside, hvorfra det også er muligt at tilmelde sig de fleste arrangementer og abonnere på Marseliskalenderen.


 

Vi glæder os til et efterår fyldt med masser af spejderaktiviteter!


    Med venlig hilsen


    Marselisspejderne

     

    Vidste du, at man også kan være spejder, selvom man er voksen?

    Kan du lide at være ude i naturen? Brænder du for at gøre en forskel for børn og unge i lokalområdet? Så er du måske vores nye lederkollega! Læs mere om at være spejderleder eller forældrehjælper på hjemmesiden